Forbrændingen i brændeovnen
Oplysningerne er taget fra forskellige kilder, hvoraf nogle er ældre, populære bøger og andet er nyere forskning. Nogle af de indbyrdes modsigelser nævnes, dem er der en del af i litteraturen. Det skyldes nok bl.a., at forbrænding er en kompliceret proces, der er svær at styre på en standardiseret måde. Desuden bliver folk klogere.Afbarket tørt brænde består mest af kulstof og ilt, lidt mindre brint, kvælstof og mineraler samt organiske og uorganiske sporstoffer. Kun en mindre del af veddet bliver til aske - under 1%, men op til 10% af barken bliver til aske.
I takt med at en træfyring skrider frem, stiger temperaturen og stofferne i træet forsvinder efterhånden. Først damper vandet af, så tjæredampene, dernæst kulstof og brint, metan og acetylen (C2H2) og kulilte (CO) /3,4/.
Kultiltene bruges ofte som en rettesnor for om forbrændingen er god nok. Dansk Standard har sat 0,3% CO som den øvre grænse, og nogle mener, at højere værdier kan være et tegn på, at der også er tjærestoffer i luften. Hvis man kan lugte en svag sur lugt er kulilteindholdet omkring 1,5 % og den kommer nemt op på 3 %, hvis man skruer ned for luften /5/.
Kemsund har ikke set dokumentation for, at når CO indholdet er under de 0,3%, så er luften ren. Den sure lugt må stamme fra syre, da kulilte ikke skulle lugte i sig selv.
En australsk undersøgelse kunne ikke påvise en klar sammenhæng mellem tjærestoffer og kulilte /6/.
Størstedelen af brændet omdannes til gasser og mindre - 20 % - til trækul. Der skal være over 280 grader, før der kan udvikles brændbare gasser, og træet dermed kan brænde.
Fuldstændig forbrænding kræver 900 grader og 3,6 m3 luft pr. kg brænde. Så skulle der i princippet primært komme kuldioxid og vanddamp ud af skorstenen /5/.
Men hvis lufttilførslen og dermed ilten er begrænset, så kan den største tjæreudvikling ske ved temperaturer over 900 grader /6/.
Hvis forbrændingen ikke er fuldstændig, så damper de letflygtige gasser af, inden tjærestofferne antændes. Tjærestofferne skulle ellers gerne have skaffet varmen til forbrænding af gasserne /3,4/.
Det giftige dioxin udvikles i nogle tilfælde. Man mener, at især trykimprægneret træ og husholdningsaffald kan udvikle dioxin, men også almindeligt træ kan udvikle stoffet - omend i mindre mængder /1,2/.
Det blå farvestof i almindelige avisers tryksværte indeholder kobber, som fremmer dioxindannelsen. Hvis 30% af brændslet er aviser, så øges dioxinmængden 5 gange. Alligevel bliver man i nye bøger om brændeovne og på internettet direkte opfordret til at stoppe en hele stabler af aviser i ovnen (/4/).
Dioxin dannes især ved 300-450 grader. Det kan betyde, at dioxindannelsen øges, hvis man for at få den samlede røgdannelse væsentligt nedbragt (som i nogle nyere ovne) holder forbrændingsluften så længe i brændkammeret som muligt.
Også træets type betyder noget. Fx. udvikles der næsten ingen dioxin ved forbrænding af en australsk fyrresort, Monterey Fyr, der er blød og let, mens eukalyptustræ, der er hårdt, tungere og aromatisk udvikler en anseelig mængde dioxin. Omvendt udvikler fyrretræet meget mere røg og tjære, end den tættere træsort. På figuren ses røgen fra den australske fyr, sammenlignet med den foreslåede grænseværdi i det bremsede udkast til en brændeovnsbekendtgørelsen /6/. En stor del af det træ, der bruges i danske ovne, hitter folk selv, fx. ved sankning eller selvhugst, når de da ikke brænder paller og genbrugstræ af. Hvor meget forurening udvikler det mon, og hvordan kan man sikre sig, at det lever op til evt. standardiseringers grænseværdier?
Der udvikles således ofte særligt mange giftige gasser og partikler under optændingen, indtil temperaturen er tilstrækkelig høj. Det samme sker, hvis der ikke tilføres tilstrækkelig med luft. Sålænge der er flammer, er der også giftige gasser tilbage /5/.Gasser og partikler udledes også, når man ind imellem lægger en ny knude på og, hvis man skruer ned for lufttilførslen, fordi det bliver for varmt i stuen. Hvis man skruer ned til ovnens halve effekt, tredobles luftforureningen. Derfor er der større risiko for at ovne, der er købt for store, forurener mere.
Skorstenen skal skabe et undertryk, hvilket bedst sker når der er stor temperaturforskel om vinteren og når det blæser /3,4/. Om sommeren kan en brændeovnsejer således været mere generet af sin egen røg, der slår nedad, mens naboerne så til gengæld får mere af den tvivlsomme fornøjelse om vinteren.
Hvis temperaturen er så høj, at vanddampen ikke fortættes, er røgen usynlig – ellers hvid. Hvis røgen er grålig til sort, betyder det at forbrændingen er ufuldstændig /5/
Kemisund har ikke set det dokumenteret, at hvid eller farveløs røg er uforurenet. Folk kan være ligeså stærkt generet af usynlig brænderøg, som de kan være generet af usynlig tobaksrøg. Alligevel bruges den farveløse eller hvide røg fortsat af brændeovnsindustrien og offentlige myndigheder som en indikation af, at er udledningen fra skorstenen er acceptabel..
For at undgå forurening og ineffektiv forbrænding er der udviklet ovne med mere effektiv forbrænding. Fx. ved at lede tilstrækkelig med luft på de rigtige tidspunkter og til de rigtige steder i ovnen; evt. ved at røgen "genbruges" - den ledes ind i forbrændingskammeret flere gange, så chancen for at gasserne afbrændes øges.(Men vel ikke ved 300-450 grader, hvis dioxin skal undgås?)
Evt. kan effektiviteten øges ved at forbrændingen sker fra oven af, og ovnens vægge er så solide, at de kan optage en masse varme.
Der reklameres med, at DS-mærkede og Svanemærkede ovne samt masseovne er miljøvenlige.
Det er ikke lykkedes kemisund at finde dokumentation for, at der findes en eneste brændeovnstype, der ikke forurener luften med tjære og partikler meget mere end andre gængse opvarmningsformer - gas, fjernvarme og oliefyr. Nyere og mere gennemtænkte ovntyper udsender sikkert mindre forurening end gamle. Men brændovnenovne er alt for usikker en omvarmningsform, fordi temperaturen en stor del af tiden er for lav, fordi den manuelt styrede forbrændingsproces skifter afhængigt af, hvem der der står ved ovnen, fordi røgen ikke kan renses og skorstenen er alt for lav. For at opsummere problemerne: En brændeovn vil altid forurene luften og luftforureningen vokser, når:
Hvis en ligeså tilfældig og usikker processtyring havde fundet sted på et større forbrændingsanlæg med en tilsvarende luftforurening til følge, var driftschefen vel sat fra bestillingen eller virksomheden lukket af myndighederne?
/1,2/ Environmental Project no. 811, 2003, "Substance Flow Analysis for Dioxin 2002."
og Sammenfatning og konklusion i "Måling af dioxinemmissionen fra udvalgte sekundære kilder", Miljøprojekt nr. 649, 2001
/3/ "Brændeild men hvordan? Praktisk vejledning i brændefyring". Thomas Thomassen, Museet Færgegaarden 1997
/4/ "Brænde og brændeovne". Red. Erik Holmsgaard, 2001. Christian Ejlers Forlag
/5/ "Regler for rigtig brændefyring","Brændefyring om natten", "Dioxin fra brændeovne","Der er for lidt salg i miljø" Torben Skøtt, Dansk Bioenergi, 55, februar 2001.
/6/ Technical Report No. 5: Emissions from Domestic Solid Fuel Burning Appliances Environment Australia, Technical Report No. 5, March 2002. Figur 39 fra rapporten.
Tilbage til forsiden