11.12.04
Røggener fra brændeovne - set og sket
Partikelforurening fra brændeovne. IDA møde 27.okt. 2004.
(fra referat af Solveig Czeskleba-Dupont/sammendrag: lb)
Der deltog folk fra myndigheder, forskere, erhvervsliv og interesseorganisationer.
Der blev fortalt om røgmålinger i Gundsømagle, hvor luftforureningen fra brændeovne kan overgå forureningen fra Københavns mest trafikerede gade i myldretiden, og forureningen fra nye ovne er ikke mindre end fra gamle.
I brændeovnsrøg er der mange sundhedsskadelige stoffer, bla. kulilte, tjærestoffer (PAH), PCB, dioxiner og metaller som zink. Flere af stofferne findes i langt større mængder i røgen, end der normalt er i byluft. Fx. kommer der ca. 1 million gange mere tjærestof og 10.000 gange mere dioxin ud af 1 kg brænde, end der er i én m3 byluft.
Dyreforsøg tyder på, at dyrenes immunforsvar skades af brænderøg, så de lettere får lungebetændelse. Folk kan få akutte helbredsproblemer, når de indånder partikler fra brænderøg, der ses flere dødsfald, astma, indlæggelser på hospital, hoste og mindre lungefunktion. Måske er partikler fra brændeovne mere skadelige end andre partikler. Der er ikke nogen nedre grænse for partiklernes virkning.
Der findes folkelige bevægelser mod brændeovnsrøg i Sverige, Norge, USA og Canada. Udlandet ser også på de sundhedsskadelige partikler fra brændeovnsrøg. Danske kommuner oplever, at flere klager over brænderøg.
Brændeovnsfabrikanterne synes, at det er et problem at landene ikke bruger de samme mål, når de skal vurdere brændeovnes miljøforhold.
Man talte også om de forskellige typer filtre, der skulle fjerne røgforureningen. Men de virker i praksis ikke så godt eller også holder de ikke længe, fx. taber katalysatorfiltre virkningen efter 3 - 4 mdr.
Man har fundet ud af, at udledningen af partikler fra brændeovne er meget større (5 gange), end man tidligere har troet. Man mener også, at den manglende regulering på området er et problem. Miljøstyrelsen vil udsende en bekendtgørelse om brændeovne i høring inden jul, og måske vil EU kommer med ensartede krav.
Flere deltagere efterlyste mere forskning i brænderøgen og i de sundhedsskadelige effekter.
Tilbage til Brænderøg/set og sket